Kilder:
Provsten i Højelse af Zakarias Nielsen. 2. oplag 1915
Det gamle Højelse af N.P. Nielsen. 1919
Højelse. En sjællandsk landsby på landboreformernes tid af Amtscentralen, Roskilde
1980
Landsbyerne Højelse. Assendrup, Vilkestrup af Højelse Sognearkiv 2008

(Højelse har gennem årene haft flere forskellige navne: Hoyelse/Høielse/Høyeulfsie/Hofvelsy/Ølshøghæ/Ølsye/Ølsylille/Ølsyælitlæ/Ølsielille/Høffwelszie/Høffuelsze/Høwelse/Høje-Ølsie)

I 1700-tallet havde bønderne det (heller) ikke nemt. Egnens bondestand var yderst fattig, forfalden og udsvævende. Mange gårde var brast sammen eller meget faldefærdige. Gårdenes jorder lå spredt på mangfoldige steder, og tilsåning og høst skulle udføres samtidigt af alle bønderne, hvor oldermanden havde bestemt tiden på bystævnet, der blev afholdt på det nuværende Tingsted nord for gadekæret. Efter høsten måtte sæden ikke køres hjem før degnen havde udtaget hvert 10. neg. Fra 1764 var mandskabet bundet til hjemstavnen af stavnsbåndet fra deres fjerde til fyrretyvende år, så arbejdets frie bevægelighed var så godt som ikke eksisterende. Vejenes tilstand var så dårlig, at mange kroer var nødvendige ”for at de stakkels Bæster kunde udhvile sig, mens de dovne Bønder imens overfylde sig”. Trods genvordighederne, som også betød et ikke for stort udbytte fra markerne, gik livet i landsbyerne sin rolige, ret muntre gang. Bønderne lå inde med et godt lune, og en af vittighederne lød: ”det er så morsomt at være glad”, hvilket vi nok kunne tage til os i dag også. Højelse-folkene var ubøjelige stilstandsfolk, hvad skikke og sædvaner angik, og der blev ikke afveget fra forfædrenes livsformer. Tøjet blev slidt op, man svarede stolt enhver sit efter bedste evne, man morede sig sammen til fester, hvor der blev stampet i gulvet, slidt i kortene og de der lystede, drak sig fulde, og så gik man tilbage til det daglige slid.

Præstegården bestod af fire stråtækte bindingsværkslænger, hvor stuelængen var med to etager. I dette boede provsten med provstinden, børn og plejebørn, og herudover blev to værelser brugt til at indlogere to fattige borgere, som de også tog sig af.

I 1791 kom en stor og betydningsfuld omvæltning, en hel jordrystelse i Højelses lille verden, da jordernes udskiftning finder sted 10 år efter de første anbefalinger og forordninger. Gårdenes jorder bliver samlet på forlangende af Vallø Stift, så hver bonde får sin jord ét sted. Så vidt det kunne lade sig gøre, fik hver mand lodder, der løb ud fra byen i lange trekanter, som blev indhegnet med gærder.

Da krigen mod englænderne startede, tog provsten sin hest og skyndte sig til hovedstaden for at finde ud af, hvad der skete. Efter slaget i 1807, rykkede englænderne ind i Højelse by, men optrådte venligt mod byens folk, som gav dem mad og drikke. Ingen fra Højelse deltog i slaget ved Køge, da Højelse hørte til Nordre Sjællands 1. Landeværns Regiment 2. bataillons 1. kompagni, som ikke deltog. På hjemmefronten var der utryghed, da man fra højene kunne se flådernes kamp ude på vandet. Han fandt øde gader, hvor folk stod oppe på de højeste huse, så de kunne følge krudttågerne ude på vandet. I 1807 var følgerne af nederlagene store. I hovedstaden var der brændt og ødelagt for 30 millioner rigsdaler og briterne var sejlet afsted med meget af flåden, hvilket blev skønnet til det tilsvarende beløb. Søhandlen blev ødelagt, da mange af skibene var lastet rigt, og alle sundene var lukkede så ud-og indførsel var så godt som umulig. Højelse slap nogenlunde over krigsårene, og ingen blev hverken sårede eller dræbt. Men folk var fattige og nedtrykte og provsten gjorde, hvad han kunne for at opmuntre dem. Bl.a. fik han genopbygget den ødelagte bro ved Gl. Lellingegård og i 1807 eftergav han sit tiende til de bønder, der havde lidt mest under krigen.

Provst Kruuse og hans hustru var i et særdeles afholdt par, både blandt deres egne i sognet, i kongehuset og blandt de kendte i København, og præstegården var et meget besøgt sted, som alle elskede at komme i. Folk skulle tages med det gode, var provstens holdning, og han uddelte gerne af både egne midler og af de, som ellers skulle betales til hovedstaden, og forsvarede kompromisløst sine gerninger. Han var også på Vallø Slot for at bede om tilskud til sognet, hvilket han også fik. Hans søn, Peer, skriver om sin far: ”min i alle henseender strengt retskafne fader”, og hans børn og fosterbørn holdt alle meget af ham. De fik tre sønner og to døtre, hvoraf den yngste døde af skarlagensfeber 17 år gammel.

Kun en vanskelig Ølby-lærer voldte ham kvaler. Læreren havde sendt en skrivelse til skoledirektionen i 1810, hvori han skrev, at han var fattig og, at de stedlige myndigheder behandlede ham ilde. Kruuse sætter sig i kampstilling og nægter at anbefale de, som han siger, urimelige andragender til læreren, da han havde en god skolelod, en flittig kone, som fremstillede tøj o. lign., hvilket læreren også selv ville kunne gøre i sin fritid. I 1811 skriver læreren, at en gårdmand sendte sine børn lusede og fnattede i skole, fordi han var blevet uvenner med manden. Igen tog Kruuse fat i læreren, som benægtede, men fik fremvist brevet, og derfor ikke kunne benægte sin gerning. Provsten tildeler læreren adskillige røfler, men med årene blev han mere føjelig, og Kruuse forsvarede ham i sine indberetninger til amtsprovsten.
Det stod dårligt til med skolegangen i Højelse omkring 1809, da børnene blev brugt til markarbejde, kreaturrøgt osv. om sommeren, og om vinteren lægger vejret og de dybe hindringer på jordvejen vanskeligheder, der holder dem væk fra skolen. Her påbyder de højere myndigheder tvang med bøder og, når det ikke hjalp, fængsel på vand og brød, men provsten griber nødigt til tvangsmidler. I steder beder han fra prædikestolen, bønderne om at sørge for, at deres børn kommer i skole.

Hvordan Højelse kom gennem det vanskelige år 1813, ved man ikke det store om, men der har nok været pengekvaler, da statsbankerotten også må have sat sine spor her. Landet var, pengeligt set, på undergangens rand, folk var blevet udpint af skatter til krigsmagten, kvinderne havde givet deres smykker som bidrag til at få flåden på fode igen, kongen havde lånt og lånt i udlandet, pengesedler fik lavere og lavere værdi, en frygtelig dyrtid oprandt og kornet blev også mindre og mindre værd. I alle hjem blev der spinket og sparet; tøj blev vendt og syet om til børn, og ejendomsbesiddere måtte gå fra hus og hjem.

Efter freden i 1814 kom der igen ro på landet, men handelen var gået i stå og landmanden fik næsten ingenting for sit korn og kvæg, så fattigdommen tiltog, og dermed også forbrydelser, fallitter og tvungne salg af ejendomme.
Den 28. oktober 1836 fik Kruuse Guldkorset, som anerkendelse for røgten af sit embede, af Kongen.

I provsten og provstindens sidste år må de leve med bl.a. nedsat syn, og til sidst er begge sengeliggende, hvor de ind imellem lige knuger hinandens hænder. I sin sidste tid, nedskriver han de oplevelser, han havde været igennem i sit lange liv. De historiske vendepunkter var omvæltningen ved det danske hof i hans barndom, Stavnsbåndets løsning og de deraf følgende landbo-forbedringer, den store franske omvæltning, fritænkeriets og fornuftkristendommens gennembrud i folkene, negerhandlens ophævelse, de store mærkeår 1801 (hvor Højelses indbyggertal var 709) og 07, Napoleonskrigene, Tysklands rejsning, statsbankerotten, den nye skolelov, salget af Helgoland, tabet af Norge, juli-omvæltningen i Paris og provinsialstændernes indførelse. Ikke småting!

Provsten dør den 4. april 1846 med rigtig mange menneskers deltagelse ved begravelsen, men med konen liggende syg og svagelig i sengen. Der afholdes auktioner den 25. marts og igen den 27. april over præstegårdens ejendele efter den nye præsts tiltræden, og provstinden kan, med stor sorg, høre al virakken fra sit sygeleje. Provstinden lukker sine øjne for sidste gang den 23. juni 1847, dagen før sin 82-års fødselsdag, og hun bliver begravet den 28. juni. De to fik 58 års ægteskab, og deres fælles gravsten kan ses i våbenhuskapellets mur.
”Mandrup Peder Kruuse f. 14. december 1760 og død 14. april 1846. Sognepræst i Højelse og Lellinge sogne i 59 år.
Inger Kruuse født Ørsløv f. 24. juni 1765 og død 23. juni 1847.”